Terapiformer

På denne side kan du finde korte beskrivelser de to retninger indenfor emotionsfokuseret terapi. (UNDER OPDATERING)

 

Emotionsfokuseret terapi (EFT)

Dr. Lesley Greenberg ses af mange som en af de primære udviklere af den oplevelsesorienterede terapeutiske metode emotionsfokuseret terapi. Metoden har vist sig effektiv i det psykoterapeutiske arbejde med enkeltindivider, par og familier og familier, og den udspringer af en humanistisk tradition baseret på en oplevelsesorienteret tilgang, hvilket betyder at man ikke blot taler om, men i dybden arbejder med emotioner.

For enkeltpersoner er Emotionsfokuseret terapi karakteriseret ved at arbejde i dybden med transformation af de emotioner, som skaber problemer for klienten. Dette tager udgangspunkt i en teoretisk forståelse af, at vi kan have adaptive emotioner, der hjælper os til at få opfyldt emotionelle behov, men at vi ofte sider fast i maladaptive emotioner eller sekundære emotioner (emotionelle reaktioner, som ikke opfylder ens reelle behov), som skaber reaktioner, der måske på et tidspunkt har været adaptive, men som ikke er det længere. Transformation i terapi sker gennem at aktivere de mal-adaptive  emotionelle mønstre og aktivere emotioner udsprunget af vores behov og længsler, som forandrer og transformerer mal-adaptivt til adaptivt. I den individuelle terapi arbejder man f.eks. med den indre kritikker, svære relationer til andre, emotionel regulering mv. Emotionsfokuseret terapi for individuelle har i forskningen vist særligt gode resultater i arbejdet med depression, angst og traumer.

For par indeholder metoden, som er udviklet i samarbejde mellem Dr. Lesley Greenberg og Dr. Susan Johnson en systematisk metode til arbejdet med de negative mønstre, der er karakteristiske for par med problemer. Metoden er baseret på en identifikation af parrets mønstre og de emotionelle mønstre, som trigges og får parret til at køre fast i reaktiv adfærd, ofte polariseret i en opsøgende partner, der kæmper for kontakt overfor en undvigende partner, der forsøger at undgå emotionel kontakt. Den parterapeutiske metode er siden blevet udviklet videre af både Greenberg og Johnson, således at de nu har hver deres model, hvor hele den grundlæggende forståelse, der integrerer det systemiske og oplevelsesorienterede med en emotionsfokuseret tilgang til det terapeutiske arbejde, men der er også nogle vigtige forskelle. Johnsons model integrerer tilknytningsteorien som det bærende fundament og perspektiv, at problemstillinger i parforholdet handler om tilknytningen mellem partnerne, og at terapien handler om at (gen)opbygge tryg tilknytning mellem partnerne. Greenbergs model er videudviklet i samarbejde med Rhonda Goldman har emotionel regulering som det grundlæggende fundament, hvor der også arbejdes med tilknytning som perspektiv, men modellen tilføjer også perspektiver som identitet og lyst/attraktion som to yderligere perspektiver. I johnsons model arbejdes der meget med at opbygge en tryg relation mellem partnerne, og at dette sætter parret i stand til en gensidig emotionel regulering. I Greenberg&Goldmans model er der også fokus på dette, men de har udvidet modellen med et fokus på ,at partnere sommetider også må lære selvregulering, hvis den trygge relation ikke er tilstrækkelig til at regulere negativ affekt.

Intensive Short-Term Psychodymamic Therapy (ISTDP)

ISTDP står for Intensive Short Term Dynamic Psychotherapy – intensiv dynamisk korttidsterapi.Metoden har de seneste år vundet stor fremgang i internationalt. Også herhjemme er interessen stigende, og i 2016 blev dynamisk korttidsterapi, herunder ISTDP, anbefalet af sundhedsstyrelsen ved behandling af moderat til svær depression.

Udviklingen af ISTDP startede i 60’erne, idet den Canadisk-Iranske psykiater Habib Davanloo og hans kolleger ved McGill-universitetet på systematisk vis, og som nogen af de første i verden, begyndte at videooptage og analysere sine terapisessioner helt ned i enkelte udsagn. På baggrund af sådanne analyser søgte man på videnskabelig vis at udpege hvilke begivenheder i terapien, der ledte til bedring samt hvilke teknikker, der foranledigede dem.

Det viste sig, at kontrolleret afløb for fortrængte følelser og erindringer ledte vil varig symptomlindring. Dette har ydermere vist sig systematisk og på kort tid at kunne foranlediges ved anvendelsen af en mængde samtaleteknikker, der i dag tilsammen udgør ISTDP. Erfaringen fra disse analyser og fra den daglige anvendelse af ISTDP peger på den måde i retning af, at psykisk sygdom tager sit afsæt i konfliktfyldte og derfor fortrængte oplevelser i relation til betydningsfulde omsorgspersoner, oftest i barndommen. Svigt, chok og andre grænseoverskridende oplevelser aktiverer her følelsersom vrede, sorg og skyld hos barnet.

Er det ikke muligt for barnet at udtrykke disse følelser, bearbejdes oplevelsen ikke, og erindringen herom vækker nu angst. Det samme gør nu også nye relationer, forestillinger og følelser, der minder om oplevelsen, og disse holdes derfor fortløbende ude af bevidstheden ved automatiske forsvarsmekanismer.

Således mister ?klienten? adgangen til en del af sit følelsesliv og sin fortid, der nu i stedet kommer til udtryk i et komplekst samspil af psykiske og fysiske symptomer, stivnede distanceskabende karaktertræk og angst.

Psykologiske problemstillinger er således udtryk for komplekse samspil mellem undertrykte følelser, angst og forsvarsmekanismer. Ved systematisk at udfordre forsvar og lindre angst imens, er det muligt at skabe adgang til de bagvedliggende konfliktfyldte følelser og erindringer. Gøres dette, fjernes årsagen til både angst og forsvar, og dermed også klientens symptomer, og ISTDP er et system af teknikker udviklet til at gøre netop dette.

I ISTDP foretages behandlingen således overvejende i selve terapien gennem et både omsorgsfuldt og bestemt fokus på klientens følelsesliv samt kropslige udtryk for angst og forskellige måder at undgå begge disse. Herved hjælper terapeuten nu klienten med at bearbejde sin historie og udtrykke de følelser, der har givet anledning til disses undertrykkelse.