Terapiformer

På denne side kan du finde korte beskrivelser af forskellige terapeutiske retninger indenfor det emotions-fokuserede område. Listen er ikke udtømmende, og er der en metode, som du synes skal med, må du meget gerne sende mig et par linjer til at beskrive den pågældende metode.

Accelerated Experiental Dynamic Psychotherapy (AEDP)

(Afventer tekst)

Compassion Focused Therapy (CFT)

(Afventer tekst)

Emotionsfokuseret terapi (EFT)

Dr. Lesley Greenberg ses af mange som en af de primære udviklere af den oplevelsesorienterede terapeutiske metode emotionsfokuseret terapi. Metoden har vist sig effektiv i det psykoterapeutiske arbejde med enkeltindivider, par og familier og familier, og den udspringer af en humanistisk tradition baseret på en oplevelsesorienteret tilgang, hvilket betyder at man ikke blot taler om, men i dybden arbejder med emotioner.

For enkeltpersoner er Emotionsfokuseret terapi karakteriseret ved at arbejde i dybden med transformation af de emotioner, som skaber problemer for klienten. Dette tager udgangspunkt i en teoretisk forståelse af, at vi kan have adaptive emotioner, der hjælper os til at få opfyldt emotionelle behov, men at vi ofte sider fast i maladaptive emotioner eller sekundære emotioner (emotionelle reaktioner, som ikke opfylder ens reelle behov), som skaber reaktioner, der måske på et tidspunkt har været adaptive, men som ikke er det længere. Transformation i terapi sker gennem at aktivere de mal-adaptive  emotionelle mønstre og aktivere emotioner udsprunget af vores behov og længsler, som forandrer og transformerer mal-adaptivt til adaptivt. I den individuelle terapi arbejder man f.eks. med den indre kritikker, svære relationer til andre, emotionel regulering mv. Emotionsfokuseret terapi for individuelle har i forskningen vist særligt gode resultater i arbejdet med depression, angst og traumer.

For par indeholder metoden, som er udviklet i samarbejde mellem Dr. Lesley Greenberg og Dr. Susan Johnson en systematisk metode til arbejdet med de negative mønstre, der er karakteristiske for par med problemer. Metoden er baseret på en identifikation af parrets mønstre og de emotionelle mønstre, som trigges og får parret til at køre fast i reaktiv adfærd, ofte polariseret i en opsøgende partner, der kæmper for kontakt overfor en undvigende partner, der forsøger at undgå emotionel kontakt. Den parterapeutiske metode er siden blevet udviklet videre af både Greenberg og Johnson, således at de nu har hver deres model, hvor hele den grundlæggende forståelse, der integrerer det systemiske og oplevelsesorienterede med en emotionsfokuseret tilgang til det terapeutiske arbejde, men der er også nogle nuanceforskelle, som måske mest er af akademisk interesse. Johnsons model er bygget op om det perspektiv, at problemstillinger i parforholdet har sit udspring i tilknytningen mellem partnerne. Greenbergs model indeholder også dette, men tilføjer perspektiver som identitet og lyst/attraktion som to yderligere perspektiver. I johnsons model arbejdes der meget med at opbygge en tryg relation mellem partnerne, og at dette sætter parret i stand til en gensidig emotionel regulering. I Greenbergs model er der også fokus på dette men her tilføjes et fokus på at partnere sommetider også må lære egen regulering, hvis den trygge relation ikke er tilstrækkelig til dette.

 

Fokusering

(Afventer tekst)

Internal Family Systems (IFS)

(Afventer tekst)

Intensive Short-Term Psychodymamic Therapy (ISTDP)

ISTDP står for Intensive Short Term Dynamic Psychotherapy – intensiv dynamisk korttidsterapi.Metoden har de seneste år vundet stor fremgang i internationalt. Også herhjemme er interessen stigende, og i 2016 blev dynamisk korttidsterapi, herunder ISTDP, anbefalet af sundhedsstyrelsen ved behandling af moderat til svær depression.

Udviklingen af ISTDP startede i 60’erne, idet den Canadisk-Iranske psykiater Habib Davanloo og hans kolleger ved McGill-universitetet på systematisk vis, og som nogen af de første i verden, begyndte at videooptage og analysere sine terapisessioner helt ned i enkelte udsagn. På baggrund af sådanne analyser søgte man på videnskabelig vis at udpege hvilke begivenheder i terapien, der ledte til bedring samt hvilke teknikker, der foranledigede dem.

Det viste sig, at kontrolleret afløb for fortrængte følelser og erindringer ledte vil varig symptomlindring. Dette har ydermere vist sig systematisk og på kort tid at kunne foranlediges ved anvendelsen af en mængde samtaleteknikker, der i dag tilsammen udgør ISTDP. Erfaringen fra disse analyser og fra den daglige anvendelse af ISTDP peger på den måde i retning af, at psykisk sygdom tager sit afsæt i konfliktfyldte og derfor fortrængte oplevelser i relation til betydningsfulde omsorgspersoner, oftest i barndommen. Svigt, chok og andre grænseoverskridende oplevelser aktiverer herfølelsersom vrede, sorg og skyld hos barnet.

Er det ikke muligt for barnet at udtrykke disse følelser, bearbejdes oplevelsen ikke, og erindringen herom vækker nu angst. Det samme gør nu også nye relationer, forestillinger og følelser, der minder om oplevelsen, og disse holdes derfor fortløbende ude af bevidstheden ved automatiske forsvarsmekanismer.

Således mister ?klienten? adgangen til en del af sit følelsesliv og sin fortid, der nu i stedet kommer til udtryk i et komplekst samspil af psykiske og fysiske symptomer, stivnede distanceskabende karaktertræk og angst.

Psykologiske problemstillinger er således udtryk for komplekse samspil mellem undertrykte følelser, angst og forsvarsmekanismer. Ved systematisk at udfordre forsvar og lindre angst imens, er det muligt at skabe adgang til de bagvedliggende konfliktfyldte følelser og erindringer. Gøres dette, fjernes årsagen til både angst og forsvar, og dermed også klientens symptomer, og ISTDP er et system af teknikker udviklet til at gøre netop dette.

I ISTDP foretages behandlingen således overvejende i selve terapien gennem et både omsorgsfuldt og bestemt fokus på klientens følelsesliv samt kropslige udtryk for angst og forskellige måder at undgå begge disse. Herved hjælper terapeuten nu klienten med at bearbejde sin historie og udtrykke de følelser, der har givet anledning til disses undertrykkelse.

 

Mindful Self compassion

I Mindfulness spørger vi os selv “hvad lægger jeg mærke til i dette øjeblik?”. I Self-Compassion spørger vi os selv “hvad har jeg brug for i dette øjeblik?”. Mindful Self-Compassion er således evnen til at give dig selv det, du har brug for – nu og her i et smertefuldt øjeblik.

Mindful Self-Compassion består af tre dele, der ikke kan adskilles, og som til sammen hjælper os til at berolige og styrke os selv, når vi møder smerte og modgang i livet. Tilgangen er emotions og oplevelsesbaseret.

Mindfulness

  • at tillade ubehagelige oplevelser og følelser, som de er, uden at fordømme, analysere eller fornægte dem
  • at møde vores indre oplevelser med åbenhed, nysgerrighed og ikke-stræben

​Mindfulness er forudsætningen for, at vi kan give os selv det, vi har brug for. Mindfulness handler nemlig om at observere, hvad der sker i øjeblikket og at registrere følelser og tanker, som de er, uden at vurdere eller undertrykke dem. Først når vi har tilladt at mærke det smertefulde her og nu, kan vi respondere med venlighed og medfølelse. Mindfulness er således første skridt til Self-Compassion.

Kærlig venlighed over for sig selv

  • at være god ved sig selv
  • at ville sig selv det godt
  • at aktivt trøste og berolige sig selv 

Kærlig venlighed betyder at møde sig selv med varme, forståelse, støtte og omsorg frem for selvkritik, nedvurderinger, krav eller foragt. Vi handler aktivt for at lindre, trøste og berolige os selv på baggrund af spørgsmålet “Hvad har jeg brug for lige nu?”.

Fælles menneskelighed

  • viden om at vi alle lider, og at det blandt andet er det, der forbinder alle levende væsener
  • viden om at fysisk såvel som psykisk smerte er normalt og uundgåeligt
  • viden om, at du ikke er alene i din smerte

Fælles menneskelighed handler om at erkende, at vi alle deler det samme eksistentielle livsvilkår, nemlig at vi hver og én kommer til at opleve fysisk og psykisk smerte gennem livet. Vi forstår, at oplevelsen af at være uperfekt er en del af det at være menneske. Når vi mærker noget smertefuldt, kan vi minde os selv om, at denne oplevelse er fælles menneskelig. Det minimerer følelsen af at være offer, anderledes, forkert og alene. Det modvirker den sociale og følelsesmæssige isolation, som er en af de største kilder til lidelse for os mennesker.