v. Steen Rassing, parterapeut, supervisor og underviser v. EFT-instituttet
Jeg tænker, at alle former for specialisering, uanset om det er i traumeterapi, familieterapi, seksualterapi mv. kræver en ekstra indsats, som man også kender det fra psykologernes specialistuddannelser. Og det er min erfaring som parterapeut, supervisor og underviser, at det i særdeleshed også gør sig gældende for de af os, der ønsker at kunne tilbyde den særlige form for terapi, som parterapien er. Og man er ikke færdiguddannet parterapeut, fordi man har været på 2 eller 4 dages kursus. Og hvis man har det som forventning til sig selv, er det let at blive skuffet. Jeg giver et bud på, baseret på mine erfaring, hvad der er vigtigt at tænke ind, når du gerne vil uddanne dig parterapeut.
Første skridt
Første skridt er oftest det at få ”kørekortet” til en parterapeutisk metode (f.eks. Emotionsfokuseret, Imago, Gestalt, ISTDP etc.), så man har et fundament i form af en teoretisk base, samt en fremgangsmåde med tilhørende processer og interventioner, som giver basis for at man kan begynde at arbejde med par i praksis. Og min erfaring er, at det kræver minimum 4 dage for at kunne få tilstrækkelig overblik, for at man kan komme i gang.
Og så er det i gang
Kompetencen opbygges først, når vi omsætter teori og metode til praksis. Så det gælder om at komme i gang og begynde at arbejde med par, måske med en bevidsthed om, hvad jeg som terapeut kan håndtere, og hvad jeg skal sende videre, i takt med at jeg gradvist opbygger mine erfaringer og kompetencer til at håndtere de dynamikker, der opstår i parterapien.
Og dette er et hårdt trin – for som parterapeut har du viden i baghovedet om “alt det man kan gøre med denne metode”, og man kan derfor let blive selvkritisk. Men husk, at parrene kender ikke metoden, de vurderer det arbejde i gør ud fra om de kan lide at være hos dig, at de føler sig mødt med empati, og at de oplever, at det er hjælpsomt for dem at komme.
Videoptagelser
Videooptagelser af dit eget arbejde er guld værd. Dels fordi du så bagefter kan gå tilbage og se, hvordan du arbejder. Du kan opdage der, hvor du begynder at integrere metoden, der hvor det skaber gode kontaktøjeblikke og progression i terapien, og du kan få øje på, hvor det er, du af en eller anden grund ikke får brugt den rigtige intervention, eller hvor der er ting som foregår i rummet, som du overser eller bevidst ikke adresserer. Videooptagelser er efter nogens mening nødvendige, hvis du vil tilegne dig en metode. Uden optagelser, forføres vi let til at tro at vi gør det vi har lært og det i praksis driver vi let væk fra metoden og over i vores eget miks, og kan derfor gå glip af netop det, som var metodens forandringsskabende mekanismer.
Videooptagelserne er også med til at gøre supervision på ens arbejde meget mere målrettet, idet man så sammen med supervisor kan kigge på, hvad var det lige i interaktionen det øjeblik, som blev svært at håndtere for terapeuten, eller man kan sammen få øje på der, hvor terapeuten sammen med parret gør ting, som har stor betydning og effekt.
Ps. Og når man kigger på sine egne optagelser – eller viser dem frem i supervision, er det vigtigt at huske ”mildheden” overfor sig selv, da mange terapeuter som er ved at lære nyt, hurtigt kan blive meget selvkritiske. Nogen, måske endda så selvkritiske, at de giver op. Og vi har alle brug for at kunne lave fejl og øve os, det er en del af læringsprocessen frem mod mestring (hvis det stadie findes).
Supervisionens betydning
Supervision er en forlængelse af læringsprocessen, hvor du gennem kollegial supervision og supervision hos en, der er kyndig i metoden, får sparring og vejledning på dels, hvordan du kan omsætte metode og model til praksis, og dels også får mulighed for at opdage, der hvor din egen organisering og dine egne sår, kan blokkere dig som terapeut i at gøre det, som du egentlig gerne ville gøre i parterapien. Og endelig kan supervisionen være med til at forebygge eller håndtere udbrændthed og andre negative effekter, du kan opleve af dit arbejde.
Supervision kan både foregå ved at man ”fortæller om” udfordringer man støder på i praksisarbejdet, ved at man bringer nogle generelle problemstillinger ind, eller ved at man viser videoklip fra sit arbejde, som illustrerer, lige det man gerne vil have vejledning på.
Supervision i gruppe har den ekstra dimension, at du også får indblik i de problemstillinger andre løber ind i, og dermed bliver det yderligere en acceleration af din læring.
Og endelig er der fordybelsen
Når man begynder at have erfaring med praksis, kan det tit give mening at gå tilbage og fordybe sig yderligere i metoden, idet der er mange facetter og detaljer, der ikke kan dækkes på 4 dages træning eller i supervisionen. Og teorien har også en anden betydning, når man i undervisningen eller i øvelser kan begynde at koble sine erfaringer fra sit eget arbejde med par med ind. Det giver en indlæring på et endnu dybere plan, og gør det ofte også endnu mere meningsfuldt at gå i dybden med ting.
Og som afrunding vil jeg bare sige – vær tålmodig, det tager tid, det kræver erfaring. Mange meget erfarne terapeuter synes at parterapi er noget af det mest komplicerede at arbejde med, det tager tid at få rutine, og der er altid noget, man kan blive bedre til. Og det at du bliver bedre hele tiden og ved at du er bedre om 1 måned eller 1 år, gør ikke, at det du gjorde i går eller gør lige nu er dårligt. Så husk mildheden, empatien og omsorgen for din egen læringsproces – hele vejen 🙂