Emotioner og relationelle mønstre i terapi

En praksisnær introduktion til emotionsfokuseret arbejde med individuelle klienter og par
Online workshop 7/1-2027 kl. 9.00-16.00
Hvad fortæller klientens følelser os – og hvordan kan vi arbejde med dem, så terapien bliver mere end en samtale om det, der er svært?
Og hvordan kan vi forstå de mønstre, mennesker bliver fanget i sammen med andre – og bruge denne forståelse til at skabe bevægelse både i individuel terapi og parterapi?
På denne workshop, får du en praksisnær introduktion til to centrale perspektiver fra emotionsfokuseret terapi: arbejdet med emotioner og arbejdet med relationelle mønstre.
Workshoppen henvender sig til dig, der er psykoterapeut eller psykolog uanset dit metodiske fundament, der ønsker at styrke dine terapeutiske kompetencer og få ny inspiration til arbejdet med både individuelle klienter og par.
Del 1 – At forstå og arbejde med emotioner
Emotioner er ikke blot noget, vi skal hjælpe klienten med at regulere eller få kontrol over. De rummer vigtig information om klientens behov, oplevelse af sig selv og relationen til andre – og kan samtidig være en central drivkraft i terapeutisk forandring.
Vi tager udgangspunkt i centrale dele af den emotionsfokuserede emotionsteori og ser blandt andet på:
- forskellige typer af emotionelle responser og deres funktion
- forskellen mellem det, klienten umiddelbart viser, og det, der kan ligge nedenunder
- hvordan emotioner organiserer vores oplevelse af os selv og andre
- Emotioners betydning i parrelationen
- hvordan terapeuten kan hjælpe klienten med at komme tættere på, udforske og transformere følelsesmæssige oplevelser
- hvordan denne forståelse konkret kan bruges i den terapeutiske samtale.
Del 2 – Når mennesker bliver fanget i mønstre
I anden del bevæger vi os fra individet til relationen og introducerer det systemiske perspektiv, som også er en af kernerne i den emotionsfokuserede parterapi.
Når par kommer i terapi eller når individuelle klienter oplever problemer med partnere, kan det umiddelbart se ud, som om problemet er deres forskelle eller uenigheder. Men ofte er problemet snarere det mønster, de bliver fanget i, når noget vigtigt eller sårbart bliver aktiveret mellem dem.
Vi undersøger den negative cyklus og de elementer, den består af: partnernes adfærd, fortolkninger, emotioner, sårbarheder og måder at beskytte sig selv på.
Du bliver introduceret til, hvordan terapeuten kan:
- identificere og kortlægge et pars negative cyklus
- hjælpe partnerne med at se mønstret frem for hinanden som problemet
- forstå sammenhængen mellem adfærd, emotioner og underliggende sårbarhed
- arbejde med relationelle mønstre i parterapi
- bruge cyklusperspektivet i individuel terapi til at forstå klientens tilbagevendende relationelle vanskeligheder.
En dag med fokus på anvendelse
Workshoppen vil veksle mellem teori og kliniske eksempler. Målet er, at du går derfra med nye perspektiver, og ideer, som du kan begynde at integrere i din eksisterende terapeutiske praksis.
Målgruppe: Psykoterapeuter, psykologer og andre fagpersoner med terapeutisk praksis
Format: Online
Tid: 9.00-16.00
Pris: 1.000 kr. + moms
Du tilmelder dig via mail til sr@steenrassing.dk – og din tilmelding er bindende. Når fakturaen er betalt, vil du modtaget et link til workshoppen.
Underviser
Steen Rassing er psykoterapeut MPF, parterapeut samt ISEFT-godkendt supervisor og træner i emotionsfokuseret parterapi. Han har mange års erfaring med terapi, parterapi, supervision og undervisning af psykoterapeuter i Danmark og i udlandet.