Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Det seksuelle landskab – En masterclass i seksualitet og emotionsfokuseret parterapi

25.01.2027 09:30 - 27.01.2027 16:30

Du behøver ikke blive en anden slags terapeut for at kunne tale med par om deres sexliv. Du har allerede det vigtigste redskab med dig: dit EFT-kompas.

Bliv klædt på til at arbejde med seksualitet i parterapien

Mange parterapeuter finder det svært at tage seksualitet op, ikke fordi de mangler evner generelt, men fordi de mangler viden om det seksuelle felt og ikke altid føler sig ordentligt klædt på til det. Samtidig er seksualiteten sjældent kun “et problem for sig” – Den fortæller ofte noget vigtigt om parrets tilknytning, identitet, attraktion og de mønstre, de i øvrigt sidder fast i.

Målet med masterclassen

Målet er, at du bliver mere fortrolig med seksualitet som terapeutisk materiale, og at du kan bevæge dig i det seksuelle landskab. Masterclassen udvider dit orienteringsgrundlag, så dit EFT-kompas også virker, når parrets seksualitet og den seksuelle cyklus viser sig.

Udgangspunktet for masterclassen

Vi bevæger os hele tiden mellem seksualitet, krop, emotion, relation, cyklus og terapeutisk valg. Masterclassen er ikke bygget op som en behandlingsmanual for seksuelle problemstillinger, men som en vej til, at du kan genkende landskabet, arbejde i det, og finde den næste terapeutiske bevægelse – med EFT som dit faste ståsted.

Struktur og indhold

Undervisningen veksler mellem teori, kliniske eksempler, øvelser i mindre grupper samt sanse- og kropsøvelser, som kan integreres direkte i det parterapeutiske arbejde.

Du kommer blandt andet igennem:

  • Grundlæggende viden om de seksuelle problemstillinger, du oftest møder: lystforskelle, rejsningsproblemer, hurtig sædafgang, smerter ved sex, orgasmevanskeligheder, Lichen Sclerosus m.fl.
  • De forskellige måder, seksualitet kan indgå i parrelationen på – og hvorfor det betyder noget for din terapeutiske tilgang
  • Den biopsykosociale model som orienteringskort – ikke som facitliste
  • At forstå parrets lyst og seksuelle mønstre, før du forsøger at hjælpe dem, og at bevare det relationelle blik undervejs
  • EFT som dit faglige ståsted i det seksuelle felt: Cyklus, emotion, spejling, validering og udvekslinger i et nyt landskab
  • At skabe et rum, hvor seksualitet kan tales frem – gennem stemme, tempo, nærvær og pause som terapeutiske redskaber, ikke kun ord
  • At invitere parret til nye emotionelle og relationelle erfaringer i det seksuelle materiale
  • Din egen position som terapeut i det seksuelle felt
  • Over- og underrespondering: hvordan du genkender og regulerer det i dig selv, når du bliver aktiveret i rummet
  • Muligheder i EFT-metoden, når det seksuelle landskab er præget af blokering, aktivering, eller ligger tungt forbundet med svære oplevelser, både intrapsykisk og interpsykisk.
  • At orientere dig, når du ikke kender vejen på forhånd – og finde næste terapeutiske bevægelse
  • Den seksuelle cyklus