Social angst og emotionsfokuseret terapi

I Ben Sharars artikel Emotion-Focused Therapy for the Treatment of Social Anxiety: An Overview of the Model and a Case Description, bragt i Clinical Psychology & Psychotherapy, juni 2013, beskrives, hvordan Emotionsfokuseret terapi (EFT) kan anvendes i arbejdet med social angst, som et alternativ til de klienter, som ikke ønsker, eller ikke har hjælp af den kognitive adfærdsterapi.

Social angst er bla. karakteriseret ved en primær maladaptiv skam og en sekundær angst/frygt. Den maladaptive skam har typisk sit udspring i tidligere erfaringer med ydmygelse, afvisning, mobning eller neglekt, og resulterer i skambaserede emotionskemaer karakteriseret ved følelser som værdiløshed, uværdighed, underlegenhed. Og den sekundære angst handler ofte om angsten for skammen, og kan derfor let føre til, at man som person, undgår situationer, hvor skammen og dens tilhørende følelser kan aktiveres, herunder frygten for hvad andre tænker, frygten for at blive afvist etc.

Indenfor rammerne af den empatiske relation, der er grundlaget for emotionsfokuseret terapi, kan klienten arbejde på at kunne udtrykke sårbarhed uden risiko for fordømmelse og afvisning, og oplever i stedet at blive mødt med empati. Og dette baner vej, for at arbejdet med afdækning af de følelser, der ligger til grund for symptomerne. Arbejdet vil typisk omfatte:

  • Arbejde med opmærksomhed, erkendelse, kontakt til og symbolisering af emotioner.
  • Fokus på følelsernes iboende behov og betydningen af dem.
  • Arbejde med indre selvkritiske, skamgørende eller skræmmende dele.
  • Arbejde med uafsluttede situationer og følelser i forhold til mennesker, man har følt sig svigtet eller krænket af.
  • Arbejde med selvomsorg

Er du interesseret i at finde en terapeut, der arbejder med emotionsfokuseret terapi, kan du kigge på siden her.

 

Udgivet i Uncategorized.